Hætte a la Skjoldehamn

10 HætteFra et projekt havde jeg en rest rød uld fra Medeltidsmode. Med lidt god vilje fik jeg plads til denne hætte, som læner sig kraftigt op ad Skjoldehamn hætten. Her er altså ikke tale om en rekonstruktion.

Der var ikke helt stof nok til den bagerste kile, så jeg måtte i gang med lidt patchwork (kan lige akkurat anes her).

Foret er 100% silke. I originalen er der ikke foer, til gengæld har stoffet været stærkt valket, og dermed rimeligt vindtæt.

 

12 Hætte

På den originale hætte er der kun brugt 3 dele; en stor firkant til selve hætten, samt 2 firkantede kiler. Den store firkant er foldet og syet sammen foroven på issen. Derefter har man skåret hul i den foldede del til ansigtsåbning, og lidt længere nede til åbningen hvori forkilen er isat. På bagsiden er der syet sammen midt bag i nakken, og nedenunder isat en bagkile. Se forklaringen her i Dan Halvard Løvlids masteropgave fra efteråret 2009.

I min tilskæring har jeg brugt 4 dele. 5 hvis jeg regner spidsen af bagkilen med; to rektangler til hætten, en forkile og en bagkile.

Jeg har bevidst valgt at gøre min hætte større end originalen, da den blev båret af en lille, spinkel person, men samtidig har jeg bibeholdt proportionerne. Størrelsen har jeg tilpasset, så hætten går lidt ned over armene, og så spidsen af kilerne kan nå ned i mit bælte. Da min hætte er syet ud af rester (4 (5) dele), havde jeg ikke valget om at klippe op foran. Desuden har jeg ikke syet sømmene fra ydersiden, og snorene ved ørerne har jeg også fravalgt.

Den hætte jeg er endt ud med er dejlig lun og vindtæt, og kilerne er lige akkurat så lange, at de kan sættes fast under bæltet, så hætten ikke blæser op om hovedet i blæsevejr 🙂

Alt er selvfølgelig håndsyet med bittesmå sting.

Dette indlæg blev udgivet i Hætte, Syning, Vikingerier og tagget . Bogmærk permalinket.

7 svar til Hætte a la Skjoldehamn

  1. Martin Pind skriver:

    Hej Britt

    Jeg har endelig modtaget uld og hør (bordeaux rød og grå hør) Og skal til at regne målene ud. Du skriver i din vejledning, at man skal måle fra issen til midten af armen for højden og så er halvdelen af højden = bredde.
    Skal man måle helt ind til huden? Skal der ikke lægges lidt til? Og hvis man gør som du skriver i din vejledning vil den så komme til at sidde som på de to overstående billeder?

    Med venlig hilsen
    Martin

    • Britt skriver:

      Hej Martin.
      Du skal selvfølgelig altid lægge sømrum til, når du tegner mønstre op. Udover målet fra isse ned langs hoved og skulder, har du også brug for målet over din overkrop (altså er du meget slank eller meget bredskuldret). Netop derfor anbefalede jeg, at du begyndte med at klippe i et gammelt lagen, da mønstre ikke altid fungerer i standardmål, men absolut bedst tilpasset individuelle mål 😉
      Jeg håber du får klippet og syet en rigtig fin strud.
      Bedste hilsner
      Britt

  2. Martin Pind skriver:

    Ej hvor er den hætte flot. Jeg vil selv gerne sy en i Bordeaux rød. Hvordan udregner du hvor stor hætten skal være i forhold til dit hoved? Hvordan er hætten lavet?

    • Britt skriver:

      Hej Martin.
      Tak, jeg er også ret tilfreds selv med hætten 🙂
      Inden jeg gik i gang med hætten, læste jeg Dan Halvard Løvlids masteropgave i arkæologi fra efteråret 2009, der bl.a. omhandler Skjolehamn hætten.
      http://www.ceilingpress.com/Resources/Nye%20tanker%20om%20Skjoldehamnfunnet.pdf
      På siderne 39 og fremad er der en skitse med mål over, hvordan den oprindelige hætte så ud.
      Hætten er ikke specielt stor, personen der har båret den har været lille og spinkel. På baggrund af skitsen forstørrede jeg mønsteret op, så det har de samme proportioner som den oprindelige hætte, men passer til mig. I udregningen tog jeg hensyn til, at jeg er en frossenpind, og gerne ville have den til at gå lidt ned over armene.
      På min hætte har jeg udeladt bindebåndene i siderne, og sømmen foroven er heller ikke synlig og “hanekamsagtig”. Det er valg jeg bevidst har taget, da jeg ikke har behov for bindebåndene, og at jeg er for “pæn” en pige til at jeg synes at hanekam-sømmen er fiks 😉
      Hvad str. plejer du normalt at bruge? Så kan jeg give dig et par mål at gå ud fra.
      Bedste hilsner
      Britt

      • Martin Pind skriver:

        Jeg er 193 cm høj og bruger en størrelse XL normalt. Min hoved omkreds er 60 cm. jeg er helt vild med hvordan den går ud over skulderen og ned i bæltet 🙂

        • Britt skriver:

          Hej Martin.
          Nu har jeg oprettet en side der hedder Tips&Tricks. Prøv at se på skitsen der, og læs hvordan jeg har regnet størrelsen ud.
          Umiddelbart vil jeg tro, at du skal forlænge længden på hætten ca. 10 cm i forhold til skitsen. Den bagerste kile tror jeg skal være 43×43 og den forreste 36×36. Åbningen til ansigtet skal ikke være meget anderledes end her, da det er dejligt med en tætsluttende hætte i blæsevejr.
          Prøv evt. at sy hætten op først i et gammelt lagen, og se om den passer, inden du kaster dig ud i det bordeaux-røde uld. Det er så ærgerligt at få klippet det for småt.
          God fornøjelse med projektet, jeg håber jeg får lov at se det færdige resultat!
          Bedste hilsner Britt

          • Martin Pind skriver:

            Mange tak for hjælpen. Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg glæder mig til at dele resultatet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *